Bodrum

Indholdsfortegnelse

  1. Tyrkernes eget foretrukne feriested
  2. Fakta om Bodrum
  3. Shopping i Bodrum
  4. Spændende udflugter i Bodrum

Tyrkernes eget foretrukne feriested

Endnu en gang byder vi vore gæster velkommen til Bodrum i vintermånederne. Bodrum har i lang tid været et yndet feriemål i sommermånederne, men byen og området har også meget at byde på, når det bliver koldt og gråt herhjemme i Danmark.

I vintermånederne kan du opleve den underskønne natur omkring Bodrum. Mange mener, at naturen omkring Bodrum er Tyrkiets smukkeste. Her er landskabet præget af de vidunderlige kyststrækninger med små hyggelige landsbyer og romantiske fiskerlejer, det azurblå middelhav med et utal af småøer, de grå bjerge og de grønne dale, og overalt på halvøen vokser eksotiske kaktusser og duftende citrusplanter det er oplagt at tage med på en af vore guidede ture rundt på denne smukke halvø.

Gennem historien har Bodrum udviklet sig til et samfund med plads til bohemer, og byens ry har, meget tidligt gjort den til et trækplaster for først inden- og senere udenlandske turister. Da den nationalkendte forfatter Cevat Yakir Kabaagagli blev forvist til Bodrum i begyndelsen af det 20. århundrede, fik det andre forfattere og kunstnere til at følge efter. Dengang var byen afskåret fra hovedlandet af dårlige veje, så her kunne de arbejde i fred med deres kunst og dyrke deres excentriske livsstil. Byen emmer stadig af kunstnerliv og har en lang historie som hjemsted for fantaster. Den unikke afslappede og uformelle stemning, og det hektiske natteliv har gjort Bodrum til tyrkernes foretrukne feriested gennem de sidste 50 år. Det er her "man" holder ferie, og landets velhavende indbyggere har et hus eller en villa med havudsigt på bjergskråningen uden for byen.

De behagelige temperaturer i vintermånederne indbyder til en rolig spadser tur mellem de hvidkalkede huse med blå døre og vinduer og de mange spændende små butikker. I vintermånederne falder temperaturen sjældent til under 18 grader, så det er oplagt at slå sig ned på en af de mange små fortovs cafeer, nyde en kop kaffe i solen og opleve og livet i gaden. Vest for borgen tæt ved marinaen er stemningen mere adstadig og restauranterne og cafeerne mere sofistikerede. Store lystyachts fra det meste af verden lægger til her, når de kan få plads, for der er rift om pladserne. Der mangler bestemt ikke restauranter og cafeer, som byder på alle mulige lækkerier. Du kan vælge mellem frisk fisk, det udsøgte tyrkiske køkken, internationale retter, ja, her finder du også kinesiske restauranter og amerikansk fastfood mad.

Bodrum har en bemærkelsesværdig lang og begivenhedsrig historie. Der hersker lidt uenighed om tidspunktet for byens grundlæggelse, men enighed om, at byen den gang blev kaldt Halikarnassos. Flere af historiens begivenheder har stadig stor betydning for Bodrum og nogle af dem kan ses endnu. I vintermånederne, hvor temperaturerne tillader det, kan du se resterne af et af verdens syv vidundere i Bodrum; Mausoleet. Historien fortæller, at Mausolos var regent i Karien fra 377 til 353 f.Kr., og han udnævnte Halikarnassos til hovedstad. Han var gift med sin søster, og sammen planlagde og overvågede de opførelsen af Mausoleet. Der er næsten intet tilbage af det i dag, men på et museum fortælles historien om den prægtige hersker og om parrets storslåede bygningsværk, der var 43 meter højt og stod i nittenhundrede år. Næsten 2000 år senere kom Johanitterridderne til Bodrum. De søgte efter et tilholdssted og valgte forbjerget, der den gang var en ø. De fandt byggesten i Mausoleet, og i 1522 stod borgen, Petronium, færdig. Det er den borg, du stadig ser midt i byen i dag, og som om aftenen oplyses af et varmt gyldent lys.

Den huser et museum for undervandsarkæologi, danner ramme om koncerter i sommermånederne, og giver naturligvis stadigvæk et godt indtryk af riddernes liv her.
"Når månen står op, forvandler universet sig til et eventyr" skrev Cevat Yakir Kabaagagli allerede i 1930'erne. Det gælder stadigvæk! I Bodrum vil du sikkert også opleve, at enhver form for tids fornemmelse forsvinder, når solen går ned, nattelivet begynder, og de små gader fyldes af glade mennesker. Her er klaverspil og jazz-musik i de hvide, pittoreske stenhuse og internationale toner og lokale hits på diskotekerne. Bodrums natteliv er som en magnet, der ikke slipper sit tag, før solens stråler tager magten fra månens lys, og imamen kalder til dagens første bøn.
 

Fakta om Bodrum

Afstande: Ca. 7 km fra Bodrum til Bitez og ca. 3 km fra Bodrum til Gumbet. Bodrums radius er ca. 3 km og Gumbets ca. 1 km.

Dansk guideservice: Afhænger af antallet af gæster, spørg ved bestilling. Hovederhverv: Turisme, en smule fiskeri og dyrkning af citrusfrugter uden for byen.

Indbyggertal: Ca. 100.000 om sommeren og ca. 25.000 om vinteren
 
Kendt for: Godt og varieret natteliv, Mausoleet, Myndos byport og Skt. Petersborgen.

Lufthavn i Milas: Ca. 60 km/50 min.

Læge/hospital: Vi benytter Bodrums privathospital, der har både engelsk- og tysktalende personale.

Markedsdag: Fredag: tæt ved dolmusstationen.

Prisniveau - hos købmanden: Sandwich fra kr. 15, øl fra kr. 8 og sodavand fra kr. 5. - på restauranter: Vin fra kr. 60, god middag fra kr. 100. Fisk er dyrt, så spørg om prisen, inden du bestiller. - tøj og sko: Generelt 30-40 % billigere end i Danmark, stort og spændende udvalg.

Rejselederens ferietips: Du bør besøge Skt. Petersborgen, slå dig løs i nattelivet, ' spise på en af de gode fiskerestauranter og tage en dags tur med en af de lokale træbåde.

Sæson: Hele året. Tyrkere fra hele landet kommer til byen for at fejre nytår og andre helligdage.

Temperaturer: I begyndelsen og slutningen af vintersæsonen er temperaturen ca. 20 grader. I december, januar og februar falder temperaturen sjældent til under 16 grader. Vandtemperaturen ligger mellem 15 og 20 grader året rundt.

Transport: Dolmus er en slags minibus, som kører rundt i Bodrum. Der findes ikke ” køreplaner, man stiller sig bare ved vejen og giver tegn til chaufføren. Du kan også i køre med taxa - vi anbefaler at du aftaler en pris med chaufføren.
 

Shopping i Bodrum

Byen emmer af kunstnerliv, og inden du går i gang med dit indkøb af tæpper, guld- og sølvsmykker, skindtøj og -tasker, keramik og tøj, bør du overveje at lægge feriens indkøb i et af de mange små gallerier samt kigge efter feriens små souvenirs blandt det store udvalg af blå glasperler, natursvampe og andre lokale specialiteter.

Her er et meget bredt udvalg af tøj i alle prisklasser. Frækt og sofistikeret designer tøj til en nat i byen, dyre kreationer fra nogle af de kendte modehuse, billige kopivarer, alle de kendte jeans mærker og meget, meget mere.

Du kan ikke undgå at finde noget, der absolut må med hjem. Markedsdagen er fredag - den må du endelig ikke gå glip af.
 

Spændende udflugter i Bodrum

Vi tilbyder et stort og spændende udvalg af udflugter til vore gæster i Bodrum. Her er et udvalg, resten præsenteres af vore rejseledere ved ankomsten. Alle udflugter gennemføres med vore egne dansktalende guider eller autoriserede engelsktalende lokalguider.
 

Efesos

Besøg en storby år 0. Turen tager dig med tilbage i tiden til en af antikkens mest berømte byer, der ifølge en smuk legende blev grundlagt af Androklos i det 10. århundrede f.Kr. Det var her, grundstenen blev lagt til nogle af verdens første religioner, regeringsstrukturer og økonomiske teorier. Vi besøger også Jomfru Marias hus, der er anerkendt af Vatikanet som et helligt sted. Heldagstur: Transport, entréer og frokost inklusive - drikkevarer eksklusive.
 

Hamam

Eller tyrkisk bad, som det også kaldes, er en oplevelse, du ikke må snyde dig selv for! Det er ikke en overdrivelse, når vi siger, at du vil føle dig som født på ny efter badet!

Efter middags tur: Entré Inklusive massage og drikkepenge eksklusive.
 

Jeepsafari

En spændende tur for alle aldre gennem halvøens smukke og varierede natur og små landsbyer. Turen køres i åbne jeeps med plads til fire eller seks personer. En meget spændende tur for naturelskere og en god mulighed for at se mere af Bodrum halvøen.

Heldagstur: Jeepleje og frokost inklusive drikkevarer eksklusive.
 

Milas Marked

Et rigtigt landsbymarked er altid spændende! De bugner af alverdens ting, der slet ikke er til at leve uden, når først folkelivet og stemningen mellem boderne har fået tag i dig. Foruden næsten alle slags grøntsager og frugt kan du købe tøj til hele familien, sko og støvler, nips til stuen, husgeråd, tasker og mange andre sjove ting.

Halv dags tur: Transport inklusive. Pamukkale og Hierapolis:
Du kan ikke besøge Tyrkiet uden at tage turen til Pamukkale. Navnet betyder "bomuldsslottet", og bjerget har fået sit navn, fordi det på lang afstand ligner en kæmpe tot bomuld. Du får ligeledes mulighed for at se Hierapolis, der blev grundlagt i 190 f.Kr. af Pergamon kongen, Eumenes 2.

Heldagstur: Transport, entréer og frokost inklusive - drikkevarer eksklusive. Tyrkisk aften:
Bodrum er kendt for et festligt og farverigt natteliv, og tyrkisk aften skal selvfølgelig leve op til byens ry. Vi smager på det tyrkiske køkkens udsøgte specialiteter, og du får mulighed for at svinge med til orientalske rytmer. Mavedansen er en selvfølge denne aften.

Aftenudflugt: Middag og transport til og fra arrangementet inklusive - drikkevarer eksklusive.

Vi tager forbehold for ændringer i programmerne og udbuddet af udflugter. Endeligt program udleveres på destinationen ved ankomst.